Præster og læger skal give krisestøtte til minkavlere

Minkavlere og deres familier og ansatte i alle regioner kan nu få hjælp af fagfolk til at bearbejde ”det kolossale pres”, de er under som følge af aflivninger af mink, lyder det fra Danske Regioner.

I alle regioner er læger, sygeplejersker, psykologer og præster klar ved telefoner. Her vil de yde rådgivning og støtte.

Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) forudser, at der bliver behov for støtte, fordi mange minkavlere står i en yderst presset situation.

– Jeg tror, at alle kan se, at minkavlerne, deres familier og deres medarbejdere står i en helt særlig situation lige nu. De har rigtig travlt med at komme i mål med at slå deres besætninger ned. Men der er ingen tvivl om, at de samtidig er enormt kriseramte, siger hun.

Krisehjælpen etableres, efter det er besluttet, at alle mink i coronasmittede besætninger samt i en radius af 7,8 kilometer fra smittede besætninger skal aflives.

Regeringen beordrede i sidste uge, at alle mink i Danmark skal aflives. Det har dog vist sig, at der ikke var lovhjemmel til den beslutning, og derfor kan den beslutning ikke træffes endnu.

Stephanie Lose fortæller, at der allerede har været meldinger om personer i Region Syddanmark, der har haft brug for hjælpen.

Hun siger desuden, at man både har læger, sygeplejersker, psykologer og præster tilknyttet for at kunne tilbyde den rådgivning, der passer bedst til den enkelte.

– Vi vil jo vurdere, hvad der er det rigtige i den givne situation. Der kan være forskellige former for reaktioner og belastninger. Det er ikke på forhånd givet, hvad den præcise sammensætning skal være, siger hun.

I Region Nordjylland og Region Midtjylland, der er de to regioner, der er hårdest ramt af minkaflivningerne, blev der allerede i sidste uge etableret tilbud om krisehjælp.

Tilbuddet er nu udvidet til Region Sjælland og Region Syddanmark.

/ritzau/