Højeste antal indlagte med corona siden 4. maj

Det samlede antal indlagte med corona stiger med 23 til 239. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) torsdag.

Antallet af indlagte er det højeste siden 4. maj. Dengang var 255 mennesker indlagt med corona. Der er 41 nye indlæggelser siden onsdag.

Der er kommet svar på 75.315 prøver det seneste døgn, hvoraf 1011 prøver var positive smittetilfælde. Det svarer til, at 1,3 procent af testene har været positive med covid-19.

Det er samme niveau som de seneste dage. Positivprocenten var i slutningen af oktober 1,9 procent.

Der er yderligere to personer, der er døde med coronavirus, hvilket bringer det samlede antal af døde med corona op på 755 mennesker.

Af de 239 indlagte er 44 personer indlagt på intensiv. 29 mennesker får torsdag hjælp til at trække vejret i respirator.

Ved offentliggørelsen af onsdagens smittetal lå 40 patienter på intensiv, og af dem var 22 i respirator.

Statens Serum Institut har tidligere anslået, at der ville have været mellem 2000 og 3000 daglige smittetilfælde, hvis man havde foretaget 50.000 test om dagen i starten af april.

/ritzau/