Yderligere 994 bekræftede coronatilfælde i Danmark

Der er konstateret yderligere 994 coronatilfælde i Danmark det seneste døgn. Det viser onsdagens smittetal fra Statens Serum Institut.

Der er kommet svar på 77.523 prøver, hvilket svarer til, at 1,3 procent af de test har været positive for covid-19.

Det er samme niveau som de seneste par dage. Positivprocenten toppede i slutningen af oktober i 1,9 procent.

Antallet af indlagte med coronavirus stiger med fem personer, så der nu er 216 smittede indlagt på de danske hospitaler.

Det er under halvdelen af det antal indlæggelser, der blev set i foråret. I starten af april var over 500 coronapatienter indlagt.

Her blev der registreret færre daglige smittetilfælde. Det hænger dog sammen med, at der blev foretaget væsentligt færre test.

Statens Serum Institut har tidligere anslået, at der ville have været mellem 2000 og 3000 daglige smittetilfælde, hvis man havde foretaget 50.000 test om dagen i starten af april.

Siden slutningen af oktober er der foretaget over 50.000 coronatest om dagen.

Onsdag ligger 40 coronapatienter på intensivafdelinger, hvoraf 22 har brug for hjælp af en respirator til at trække vejret.

Ved offentliggørelsen af tirsdagens smittetal lå 33 patienter på intensiv, og af dem var 21 i respirator.

Der er sket yderligere tre dødsfald blandt personer smittet med covid-19. Det bringer det samlede dødstal op på 753.

/ritzau/