Problemer med kortbetaling er nu løst

En fejl hos Nets, der de seneste timer har givet problemer med kortbetaling i Danmark og Norge, er nu løst.

Det oplyser pressechef i den danske betalingskoncern Søren Winge kort før klokken et natten til onsdag.

– Driftsproblemet skyldtes en netværksfejl hos os, og den fejl er nu identificeret og løst. Den normale drift bliver gradvist genetableret, skriver Søren Winge i en e-mail til den norske avis VG.

Problemet opstod tirsdag omkring klokken 22.00 og påvirkede kortterminaler og netbetalinger i både Danmark og Norge.

Nets oplyste i en opdatering sent tirsdag aften, at årsagen til problemerne så ud til at være en fejlkonfiguration eller en fejl i afsendelse af data, som berørte internetleverandører og teleselskaber i flere lande.

/ritzau/NTB