Populær bykonge har kurs mod sejr i Færøernes hovedstad

For fire år siden mistede den populære Hedin Mortensen fra Socialdemokratiet sin borgmesterpost i Færøernes hovedstad, Tórshavn, som følge af et aftalebrud, selv om han ved kommunalvalget dengang fik langt flest personlige stemmer.

Men tirsdag gjorde han comeback.

Med et personligt stemmetal på 2288 ud af de 13.164 afgivne stemmer ved tirsdagens kommunalvalg fik Hedin Mortensen endnu en gang langt det bedste valg.

Samtidig fik Socialdemokratiet yderligere et mandat. Mortensens parti har dermed seks ud af Tórshavns i alt 13 pladser i byrådet.

Hedin Mortensen agter at indgå en koalitionsaftale med de to borgerlige partier Sambandspartiet og Framsókn, så han får et flertal på otte mandater bag sig.

– Nu skal nærheden mellem borger og byråd igen have største prioritet. Vi skal som før forbedre forholdene og lytte til folks ønsker, når det gælder områder som de ældres behov, børnepasning, vedligehold med mere, siger den 74-årige Hedin Mortensen.

Hvis aftalen kommer i hus, bliver dette Mortensens fjerde periode som øverste politiske leder i Færøernes hovedstad.

Han afløser Annika Olsen fra det konservative Folkeflokken. Hun opnåede ved valget tirsdag 586 personlige stemmer, og hendes parti fik to pladser i byrådet.

I alt blev 29 nye by- og bygderåd valgt i Færøerne tirsdag.

I størstedelen af kommunerne var det lokale lister, der stillede op, mens det i de store byer, herunder Tórshavn og Klaksvig, var partipolitisk opstilling.

Ifølge chefredaktør på den færøske avis Sosialurin og politisk kommentator Eirikur Lindenskov kan kommunalvalget i de store byer til dels afspejle, hvor vælgerne ville sætte deres kryds, hvis der var tale om et lagtingsvalg – svarende til folketingsvalg.

– Socialdemokratiet i Tórshavn vandt valget. Dette parti sidder i opposition i Lagtinget, og taberen blev blandt andet det borgerlige Folkeflokken, som udgør en del af den nuværende landsstyrekoalition, siger han.

– Det kan godt afspejle den politiske holdning på landsplan blandt vælgerne. En del af oppositionen i Lagtinget, nemlig Socialdemokratiet, vinder frem, mens det nuværende landsstyre nu står til at tabe stemmer, tilføjer han.

I Færøernes næststørste by, Klaksvig, vil en ny borgmester fra netop det konservative Folkeflokken dog afløse Jógvan Skorheim fra Selvstyrepartiet. Det ventes at blive Atli Justinussen.

De tilsammen 199 nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer er valgt for en fireårig periode fra 1. januar. De kommende dage vil de konstituere sig og vælge by- og bygderådsformænd.

Valgdeltagelsen var høj tirsdag, hvilket er sædvanligt i Færøerne. Ingen kommune havde en stemmeprocent på under 81, og i adskillige kommuner var stemmeprocenten over 90.

/ritzau/