Ekspertgruppe om lyntest: Skal kun være et supplement

En lyntest for coronavirus, også kaldet en antigen-test, skal kun ses som supplement til normale PCR-test.

Det konstaterer en ekspertgruppe i et nyt notat ifølge Statens Serum Institut.

Ekspertgruppens største forbehold over for antigen-test er, at de er langt mindre følsomme end de PCR-test, som det offentlige testsystem benytter.

Et fransk studie har analyseret tre kendte antigen-test, hvor følsomheden kun er på mellem 55 procent og 60 procent i forhold til PCR-test.

Producenterne angiver ellers, at følsomheden er på mellem 93 og 98 procent.

Derfor kan man ikke være sikker på ikke at være smittet med coronavirus, hvis en antigen-test har vist dette, slår ekspertgruppen fast.

Ifølge ekspertgruppen ville mellem 8012 og 8066 ud af 16.187 personer, som blev testet positiv for coronavirus med PCR-test fra midt april til midt oktober, være blevet testet falsk negativ, hvis man havde brug en af de tre antigen-test.

Til gengæld kan positive antigen-test godt bruges i smittehåndtering og kontaktopsporing.

Ekspertgruppen peger dog på, at der findes situationer, hvor antigen-test eventuelt vil kunne bruges.

Det skal dog kun være steder, hvor det på grund af tid og logistik ikke er muligt at benytte PCR-test.

Det kunne for eksempel være i lufthavne, til kulturelle arrangementer og arbejdspladser med særlige risikoprofiler såsom slagterier og minkfarme.

Negative antigen-test skal dog følges op af en efterfølgende PCR-test, lyder det fra ekspertgruppen.

Lyntest bliver i Danmark tilbudt mod betaling af flere private virksomheder såsom Falck og SOS International.

Falck benytter sig af antigen-test fra blandt andet medicinalvirksomheden Abbott, der er en af de antigen-test-producenter, som det franske studie har analyseret.

På Falcks hjemmeside står der, at deres antigen-test har en følsomhed på mellem 93 og 98 procent.

Men ifølge det franske studie har Abbotts antigen-test kun en følsomhed på omkring 55 procent.

– Vi er overraskede over ekspertgruppens vurdering af validitet og ser nu nærmere på deres konklusion, siger Kasper Bach Habersaat, kommunikationsdirektør i Falck.

Han understreger, at Falck har fundet samme andel af smittede med antigen-test, som PCR-testene finder i de hvide telte.

Falck arbejder nu på at opdatere informationen til deres kunder, så den også afspejler SSI’s seneste vurdering.

Antigen-test kan give svar på en coronatest på 15 til 30 minutter. En PCR-test tager op mod tre timer, men i det offentlig testsystem får man normalt først svar en til to dage, efter at testen er foretaget.

Det skyldes blandt andet, at testen skal analyseres på et laboratorie, og at der er stort pres på testsystemet.

/ritzau/