Børns Vilkår samler 8,5 millioner ind og slår rekord

Interesseorganisationen Børns Vilkår har for fjerde gang holdt landsindsamling, og med 8,5 millioner indsamlede kroner er den endt med et rekordhøjt indsamlet beløb.

Flere end 7500 har været på gaden søndag den 18. oktober, hvor de har samlet penge ind til organisationens arbejde.

Det overrasker Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår.

Han fortæller, at man før coronakrisen ramte, havde sat sig et mål på netop 8,5 millioner kroner, men siden hen havde justeret og regnet med færre penge, fordi man måtte aflyse den planlagte indsamling under forårets coronanedlukning og rykke datoen.

– Vi kan også se, at det resultat, der er per indsamler, er særdeles godt. Jeg tror, de fleste organisationer ville være glade for over 1000 kroner i hver bøtte, og vi ligger et pænt stykke over, siger Rasmus Kjeldahl.

Resultatet ligger cirka 300.000 kroner over 2019-indsamlingen, hvor der blev samlet 8,2 millioner kroner ind.

Interesseorganisationen understreger, at indsamlere på forhånd blev instrueret i, hvordan de kunne sørge for at undgå smittespredning med coronavirus under indsamlingen.

Blandt andet har det været muligt at donere via MobilePay.

Børns Vilkår, at pengene fra landsindsamlingen går til at rekruttere og uddanne flere frivillige rådgivere til Børnetelefonen, der hører under Børns Vilkår, siger Rasmus Kjeldahl.

– De her penge går til Børnetelefonen og de tjenester, der er omkring Børnetelefonen som hjemmeside og brevkasse. Der er flere unge, der ringer, ikke mindst under corona, hvor der bare opstår en masse nye problemer, siger han.

Børns Vilkår har til formål at stoppe svigt af børn og arbejder for deres rettigheder. Organisationen blev grundlagt i 1977.

/ritzau/