Yderligere 1066 bekræftede coronatilfælde i Danmark

Der er det seneste døgn konstateret yderligere 1066 tilfælde af coronavirus i Danmark. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) ved udvidet spørgetime i Folketingssalen.

– Corona er for alvor tilbage. Smittetallene er høje, men relativt stabile, siger statsministeren.

Smittetallet er det højeste siden fredag. Her blev der konstateret 1427 tilfælde, hvilket er det højeste under epidemien.

Der er sket 42 nye indlæggelser af personer, der er smittet med covid-19.

Antallet af indlagte med coronavirus på landets hospitaler stiger til 211 personer. Det er det højeste siden 5. maj.

Det er dog kun 15 personer flere end mandag. Det skyldes, at der er også nogle, der er blevet udskrevet.

Der skal tages det forbehold, at der nu testes langt mere for covid-19, end det var tilfældet i starten af epidemien.

Statens Serum Institut har tidligere anslået, at der ville have været mellem 2000 og 3000 daglige smittetilfælde, hvis man havde foretaget 50.000 test om dagen i starten af april.

Siden slutningen af oktober er der blevet foretaget over 50.000 coronatest om dagen.

Der er sket yderligere tre dødsfald af personer smittet med covid-19. Det bringer det samlede dødstal i Danmark op på 750.

/ritzau/