Yderligere 1066 bekræftede coronatilfælde i Danmark

Der er det seneste døgn konstateret yderligere 1066 tilfælde af coronavirus i Danmark. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) ved udvidet spørgetime i Folketingssalen.

– Corona er for alvor tilbage. Smittetallene er høje, men relativt stabile, siger statsministeren.

Smittetallet er det højeste siden fredag. Her blev der konstateret 1427 tilfælde, hvilket er det højeste under epidemien.

Der skal dog tages det forbehold, at der nu testes langt mere for covid-19, end det var tilfældet i starten af epidemien.

Statens Serum Institut har tidligere anslået, at der ville have været mellem 2000 og 3000 daglige smittetilfælde, hvis man havde foretaget 50.000 test om dagen i starten af april.

Siden slutningen af oktober er der blevet foretaget over 50.000 coronatest om dagen.

/ritzau/