Sundhed.dk er utilgængelig i ni timer fra tirsdag klokken 17

Det vil ikke være muligt at logge på sundhed.dk tirsdag fra klokken 17 til klokken 02 natten til onsdag for at tjekke sit covid-19-prøvesvar.

Det blev meldt ud mandag af sundhed.dk.

Heller ikke appen MinSundhed vil være tilgængelig i de ni timer.

Årsagen er en række fejlrettelser og opdateringer, som skal gennemføres i tidsrummet.

I de fleste tilfælde kan man i stedet tjekke sit covid-19-prøvesvar på MinLæge-appen.

I Region Hovedstaden og Region Sjælland kan man også tjekke sit prøvesvar på Min Sundhedsplatform.

– Vi er i sundhed.dk klar over, at tidspunktet for opdateringen er meget dårlig for borgerne, der gerne vil tjekke deres covid-19-svar. Det beklager vi meget, skrev sundhed.dk mandag.

– Vi har forsøgt at rykke opdateringen til et andet tidspunkt, men det har desværre ikke været muligt.

For at undgå, at der kommer for stort pres på siden, når den åbner igen, opfordrer sundhed.dk til, at alle, der har mulighed for at vente med at se deres prøvesvar, ikke logger ind på sundhed.dk onsdag morgen.

I stedet opfordres man til at gøre det senere på dagen.

/ritzau/