Seruminstitut venter faldende coronasmitte de næste to uger

Statens Serum Institut (SSI) forventer, at fire ud af fem regioner vil se faldende coronasmitte de kommende to uger.

Kun Region Syddanmark skiller sig ud, da forventningen her lyder, at smitten vil forblive nogenlunde på det nuværende niveau.

Det viser en rapport fra SSI, der med en matematisk model har forsøgt at estimere udviklingen de kommende 14 dage.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har delt et foto af rapporten på Twitter.

– Da vi for cirka to uger siden indførte nye tiltag, viste fremskrivningen stejle stigninger. Nu viser en ny fremskrivning fra SSI en faldende tendens i de fleste regioner, skriver han.

SSI understreger, at estimaterne er behæftet med betydelig usikkerhed.

Ud fra modellen ventes antallet af positive test på landsplan at kunne lande på omkring 400 om dagen i slutningen af november, hvis antallet af test er nogenlunde konstant. Der er taget udgangspunkt i 43.000 test om dagen.

/ritzau/