Seruminstitut venter faldende coronasmitte de næste to uger

Statens Serum Institut (SSI) forventer, at fire ud af fem regioner vil se faldende coronasmitte de kommende to uger.

Kun Region Syddanmark skiller sig ud, da forventningen her lyder, at smitten vil forblive nogenlunde på det nuværende niveau.

Det viser en rapport fra SSI, der med en matematisk model har forsøgt at estimere udviklingen de kommende 14 dage.

SSI understreger, at estimaterne er behæftet med betydelig usikkerhed.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skriver på Twitter, at fremskrivningerne tyder på, at de nuværende restriktioner viser.

– Da vi for cirka to uger siden indførte nye tiltag, viste fremskrivningen stejle stigninger. Nu viser en ny fremskrivning fra SSI en faldende tendens i de fleste regioner, skriver han.

– Det tyder derfor på, at tiltagene og indsatsen virker, hvis vi holder fast i nuværende adfærd.

Ud fra modellen ventes antallet af positive test på landsplan at kunne lande på omkring 400 om dagen i slutningen af november, hvis antallet af test er nogenlunde konstant. Der er taget udgangspunkt i 43.000 test om dagen.

I Region Hovedstaden ventes antallet af daglige smittetilfælde at falde til omkring 150 om to uger.

I Midtjylland og Syddanmark ventes tallet at lande på omkring 100, mens det i Region Sjælland ventes på omkring 60 daglige smittede.

Nordjylland er den region, hvor SSI venter, at der om to uger vil findes færrest positive coronatest. Helt ned til ti daglige smittetilfælde venter SSI til den tid at finde blandt nordjyderne.

Netop i Nordjylland er syv kommuner underlagt langt mere restriktive coronatiltag på grund af udbruddet af coronavirus blandt mink.

Myndighederne frygter, at muteret coronavirus fra mink, som også har spredt sig til mennesker, kan få konsekvenser for en fremtidig coronavaccine.

/ritzau/