Antallet af corona-indlagte stiger til højeste siden maj

Antallet af indlagte med coronavirus på landets hospitaler stiger til 211 personer. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er første gang siden 8. maj, at der er flere end 200 indlagte. Antallet er samtidig det højeste siden 5. maj.

Ifølge Henrik Nielsen, professor og overlæge på Aalborg Universitetshospital, er der ikke noget overraskende i, at antallet af indlagte stiger.

– Der er stadig stigning i antal indlagte, fordi der er en ret lang forsinkelse på udbredelsen af smitte i befolkningen, inden man aflæser det på indlæggelsestallene.

– Så det er forventeligt, når vi har haft en stor stigning i smittetallene i oktober og november, siger Henrik Nielsen.

Indlæggelsestallet er dog fortsat langt lavere end i slutningen af marts og i starten af april, hvor antallet toppede med over 500 indlagte.

Der er siden mandag sket 42 nye indlæggelser af personer, der er smittet med covid-19.

Det er dog kun 15 personer flere indlagte end mandag. Det skyldes, at der også er nogle, der er blevet udskrevet.

33 patienter er på intensivafdelingen, hvoraf 21 er i respirator.

Der er det seneste døgn konstateret 1066 tilfælde af coronavirus i Danmark. Der er kommet svar på 82.162 prøver.

Det svarer til, at 1,3 procent af prøverne har været positive for covid-19.

– Den seneste uge har der været en stabilisering i smittetallene. I sidste uge havde vi nogle dage med en stigende kurve, men det er ikke fortsat. Det kunne vi håbe på, er begyndelsen til nedadgående tal i de daglige smittetal, siger Henrik Nielsen.

Derfor skal vi ikke nødvendigvis forvente, at antallet af indlagte bliver ved med at stige, vurderer han.

– Det er absolut tænkeligt, at indlæggelsestallene vil stabilisere sig og muligvis endda yderligere falde lidt, hvis det lykkes ude i befolkningen at få brudt smittekæder og få smittetallene nedad igen.

Smittetallet er det højeste siden fredag. Her blev der konstateret 1427 tilfælde, hvilket er det højeste under epidemien.

Der skal tages det forbehold, at der nu testes langt mere for covid-19, end det var tilfældet i starten af epidemien.

Statens Serum Institut har tidligere anslået, at der ville have været mellem 2000 og 3000 daglige smittetilfælde, hvis man havde foretaget 50.000 test om dagen i starten af april.

Siden slutningen af oktober er der foretaget over 50.000 coronatest om dagen.

Der er sket yderligere tre dødsfald for personer smittet med covid-19. Det bringer det samlede dødstal i Danmark op på 750.

/ritzau/