Corona-telefoner ramt af tekniske problemer

Der har mandag været tekniske problemer med nogle af de telefonlinjer, som myndighederne har oprettet i forbindelse med håndteringen af corona i Danmark.

På Twitter skrev Rigspolitiet, at der var problemer med coronahotlinen. Det er den linje, der har nummeret 70 20 02 33. Efter et par timer kunne Rigspolitiet omkring klokken 12.20 berette, at problemerne var løst.

Også Styrelsen for Patientsikkerhed har haft knas på linjen. Her er det to andre telefonnumre, der har haft problemer.

Det ene er det nummer, der bruges til smitteopsporing og testrekvisition. Den anden er telefonnummeret, som myndigheder kan ringe på og søge om rådgivning.

Styrelsen for Patientsikkerhed har oplyst, at der arbejdes på at få linjerne op at stå igen. Styrelsen har dog ikke oplyst, at telefonen er oppe at køre igen.

/ritzau/