Nordjyder møder op til coronatest uden tid

En del borgere i Nordjylland er mødt op til test uden i forvejen at have bestilt tid, og det skaber kø og forsinkelser.

Derfor skal nordjyder huske at bestille tid i forvejen til coronatest.

Sådan lyder beskeden fra Jan Nybo, chef for Region Nordjyllands Covid19-testindsats i en pressemeddelelse.

– Vi vil gerne komme med en kraftig appel til nordjyderne. Du skal bestille tid på coronaprover.dk, før du kan få en test.

– Vi bliver nødt til at sørge for en smidig køafvikling, så folk ikke står i længere tid og stimler sig sammen ved teststederne, siger han.

Region Nordjylland er lørdag gået i gang med massetest af de nordjyske borgere på otte nye teststeder i Frederikshavn og Thisted Kommune.

Samtidig pointerer Jan Nybo, at det først er Frederikshavn og Thisted Kommune, der skal testes, og derfor skal andre nordjyder væbne sig med tålmodighed.

– Hvis du ikke bor i Frederikshavn eller Thisted kommune, så skal du vente med at bestille tid til test.

– Vi skal nok kommunikere direkte ud til borgerne i Vesthimmerland, Jammerbugt, Brønderslev, Hjørring og Læsø, når vi er klar med en mere intensiv testkapacitet i deres nærområde, siger Jan Nybo.

Der er ikke flere tider til test i denne weekend i de to kommuner, men nye tider fra mandag morgen vil blive lagt ud i løbet af weekenden.

I alt skal 10.000 testes denne weekend i Nordjylland ud af 280.000 borgere i de syv berørte kommuner.

Det skal medvirke til at inddæmme det muterede coronavirus, der er konstateret hos mink og har spredt sig til 12 mennesker i Nordjylland.

Der er ikke noget krav om, at nordjyderne skal lade sig teste. Men der er en klar opfordring fra myndighederne til, at alle gør det.

/ritzau/