Trodser corona: Danish Music Awards løber af stablen

Festivaler, koncerter og prisuddelinger på stribe er blevet enten aflyst eller skubbet grundet coronapandemien.

Trods omstændighederne er det lykkedes at arrangere Danish Music Awards, som kommer til at løbe af stablen lørdag den 28. november i Royal Arena i København.

Det annoncerer musikselskabernes brancheorganisation, IFPI Danmark, i en pressemeddelelse.

Showets vært bliver musiker, skuespiller og satiriker Annika Aakjær, som for første gang skal stå i front for prisuddelingen, der hylder og hædrer dansk.

– Det er en stor ting at få lov at stå i spidsen for DMA 2020 – et år, hvor musikkens vilkår er under pres. Og det er som regel under pres, at man viser, hvad man er gjort af.

– Årets show bliver et anderledes et af slagsen, og jeg glæder mig netop meget af samme årsag, siger hun i pressemeddelelsen.

Showet bliver naturligvis afviklet efter myndighedernes retningslinjer, understreger Lasse Lindholm, der er formand for DMA-Akademiet og kommunikationsdirektør i IFPI.

Melder myndighederne nye retningslinjer eller anbefalinger ud op til showet, er man også i stand til at agere øjeblikkeligt efter det.

– Samtidig har situationen med corona tvunget os til at gå nye spændende veje med showet, og det har jeg meget store forventninger til, siger Lasse Lindholm i pressemeddelelsen.

Der vil være liveoptrædender – fra hvem er endnu ikke offentliggjort – og så skal der uddeles priser i 15 kategorier.

Herunder til Årets Danske Solist, Årets Danske Gruppe, Årets Danske Streaminghit, Årets danske Radiohit og selvfølgelig Æresprisen, som tidligere er blevet tildelt artister som Gasolin, C.V. Jørgensen og Anne Linnet.

De nominerede bliver offentliggjort på de sociale medier fra den 9. november og frem til showet. De optrædende artister offentliggøres tættere på showet.

Grundet coronapandemien er det ikke muligt at købe billetter til Danish Music Awards.

Det publikum, der vil være tilstede i salen, er en lille kreds af særligt inviterede gæster, oplyser IFPI.

Showet sendes live fra Royal Arena i København på TV2 og TV2 Play den 28. november klokken 21.05.

/ritzau/