Forskere: Mutation bag minkaflivning er sandsynligvis væk

Landets minkavlere fik onsdag en tung besked. Efter fundet af en særlig muteret udgave af coronavirusset – cluster 5 – skal alle mink aflives.

Mutationen frygtes at kunne udgøre en potentiel fare for en fremtidig vaccine. Den har nemlig vist sig mindre følsom over for antistoffer.

Flere forskere vurderer dog over for Berlingske, at den sandsynligvis allerede er forsvundet.

En af dem er Henrik Schiøler, der er lektor på Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet.

– Men selv om sandsynligheden for yderligere spredning er lille, betyder det ikke, at myndighederne ikke skal gøre noget, siger han til avisen.

Landets minkfarme har den seneste tid været i fokus, efter at coronasmitten er uforklarlige grunde har spredt sig fra farm til farm.

Derfor var der allerede mange aflivninger i gang blandt de minkfarme, der var konstateret corona på, og dem, der lå inden for en vis radius.

Men nu er det altså alle landets mink, som skal aflives. Der vurderes at være mellem 15 og 17 millioner mink i Danmark.

Også Jakob Stoustrup, professor med særlige opgaver fra Aalborg Universitet, vurderer over for Berlingske, at cluster 5 kan være væk.

Han har været med til at lave modeller for genåbningen af Danmark.

– Når vi har testet så mange siden hen, er der en ret stor sandsynlighed for, at der ikke er flere tilfælde, siger han til avisen.

Faglig direktør hos Statens Serum Institut Kåre Mølbak sagde onsdag, at han håber, at mutationen ikke længere eksisterer “i samme omfang”.

Torsdag fortalte Mølbak, at de 12 tilfælde af cluster 5, der kendes til, er tilbage fra august og september.

De er fundet i Nordjylland. Derfor blev der torsdag annonceret en stribe tiltag i syv nordjyske kommuner med mange minkfarme.

Her opfordres borgerne blandt andet kraftigt til at blive i deres egen kommune. Der opfodres også til hjemmearbejde.

/ritzau/