Død vandrefalk fundet i Danmark med alvorlig fugleinfluenza

En vandrefalk er fundet død ved Sakskøbing på Lolland med alvorlig fugleinfluenza. Det oplyser Fødevarestyrelsen. Fjerkræavlere skal sikre deres dyr mod kontakt til vilde fugle.

Fundet er offentliggjort, efter at Fødevarestyrelsen torsdag hævede risikoniveauet for fugleinfluenza fra “meget lav” til “høj”, som er det højeste niveau.

Det skete efter et udbrud af fugleinfluenza på besætninger i Holland og Storbritannien samt fund på vildtfugle i Tyskland og Holland.

Vandrefalken på Lolland havde den alvorlig fugleinfluenzatype H5N5, som også er fundet i Tyskland for nylig.

På den baggrund var det ventet, at fugleinfluenza også ville kunne ramme fugle på dansk grund, fortæller Birgit Hendriksen, der er chef for Fødevarestyrelsens VeterinærØst.

– Fundet er ikke overraskende. Vi har den seneste uge fået rapporter fra Nordtyskland om fund af fugleinfluenza i vilde fugle.

– Det er uhyre vigtigt, at alle ejere af fugle og fjerkræ tager situationen alvorligt og sørger for overdækning af deres besætninger, så de ikke kommer i kontakt med vilde fugle, siger hun i en pressemeddelelse.

Der er ikke rapporteret om smitte til mennesker med de typer af fugleinfluenzavirus, som i øjeblikket ses i flere europæiske lande. Sygdommen er alvorlig for fjerkræ og fugle.

/ritzau/