Borgmester vil banke gejst i nordjyder efter nye tiltag

Hverdagen for borgerne i syv nordjyske kommuner har torsdag ændret sig drastisk, efter at der er annonceret en stribe nye coronarestriktioner.

Blandt andet opfordres borgerne til ikke at krydse kommunegrænser, og fra lørdag skal restauranter lukke for alt andet end takeaway.

En af de syv kommuner er Hjørring. Her møder restriktionerne forståelse hos borgmesteren, Arne Boelt (S).

– Det kommer til at ændre deres dagligdag rigtig meget. Nogle vil synes, det er helt forfærdeligt og vil have svært ved at være i det.

– Dem skal vi have banket noget lys og gejst ind i. Ellers vil det være svært at gå i denne her mørke tid frem til jul, siger han.

Restriktionerne kommer, efter at Statens Serum Institut har konstateret, at en mutation af coronavirusset har spredt sig fra mink til mennesker.

Virusset – med navnet cluster 5 – udgør en potentiel risiko for en mulig vaccine. Det er fundet hos 11 smittede personer i Nordjylland.

En af de andre kommuner, hvor restriktionerne også træder i kraft, er på Læsø. Her bakker borgmester Karsten Nielsen (DF) op om restriktionerne.

De nye restriktioner bliver dog en “brat opvågning” for borgerne.

– Det er lidt en tilbagevenden til det, der skete i marts, og som vi oplevede i foråret, hvor det så lidt alvorligt ud, siger han.

/ritzau/