Borgmester i minkkommune frygter skolelukninger

En række nordjyske borgmestre holder i øjeblikket vejret, mens de venter på at høre, hvilke nye restriktioner deres kommuner vil blive ramt af.

Onsdag meldte regeringen ud, at samtlige mink i Danmark skal slås ihjel på grund af coronasmitte i mange besætninger. Syv kommuner bliver underlagt yderligere restriktioner, der skal inddæmme smitten.

Det er endnu uvist, hvilke restriktioner der er tale om.

En af kommunerne er Frederikshavn, og borgmester Birgit Hansen (S) oplever, at udmeldingen har skabt bekymring i kommunen.

Både på grund af aflivningerne, og fordi de nye restriktioner skaber usikkerhed blandt folk på kommunens 49 minkfarme.

– Det er jo ikke kun dem, der ejer farmene, som rammes, men også dem, de har ansat.

– Og så gør vi os selvfølgelig også mange tanker om de nye restriktioner. Om de vil betyde, at skoler skal lukke, og om folk fortsat får mulighed for at passe deres arbejde, siger borgmesteren.

Birgit Hansen har modtaget både mails og sms’er fra folk, der vil høre, om hun ved, hvordan de nye restriktioner bliver.

– De spørger: “Ved du, om de lukker ved Limfjorden” og “skal jeg ned og sove på den anden side af fjorden”, fordi arbejdsmarkedet er meget bevægeligt i Nordjylland og også syd for fjorden.

– Så vi holder vejret og er på den negative måde spændt på, om vi nærmest bliver afskåret. Bliver det muligt at passe vores job, vores uddannelse, siger borgmester Birgit Hansen.

Hun er selv vokset op med forældre, der var minkfarmere. Hun ved derfor, at udmeldingen fra regeringen gør ondt, fordi der for mange er tale om et livsværk, der udryddes.

Baggrunden for aflivningerne og nye restriktioner er, at Statens Serum Institut har konstateret, at en ny type af coronavirus er vandret fra mink til mennesker. 12 nordjyder er indtil videre bekræftet smittet med den nye virustype.

Det kan vise sig at være en bombe under arbejdet med at udvikle en vaccine mod covid-19, fordi vaccinerne muligvis ikke kan stoppe det muterede virus.

Foruden Frederikshavn vil de nye restriktioner omfatte kommunerne Hjørring, Vesthimmerland, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Læsø.

/ritzau/