Fugle skal filmes på minkfarme og undersøges for corona

Med vildtkameraer skal det undersøges, hvilke fuglearter der findes omkring danske minkfarme, og hvordan deres adfærd er.

Det oplyser Miljøstyrelsen.

Kameraerne opstilles på 30 minkfarme, hvorefter optagelsernes skal analyseres ved Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet.

Samtidig kan minkavlere i Nordjylland søge om dispensation hos Miljøstyrelsen til at indsamle fugle til undersøgelse for coronavirus.

Det drejer sig om fuglearterne allike, gråkrage, hættemåge, stormmåge og sølvmåge.

Hver minkavler må indsamle op til fem nedlagte fugle ved deres farm, men det skal ske uden for minkfarmen.

Miljøstyrelsen ønsker at indsamle 100 fugle og har også bedt Dansk Jægerforening om hjælp til at indsamle gråkrager og sølvmåger fra områder væk fra minkfarmene.

Dispensationen gælder indtil 1. december.

Tidligere har forskere fra Københavns Universitet undersøgt fire måger, hvor man kunne konstatere coronavirus på foden af den ene måge.

Derfor skulle måger undersøges yderligere for at se, om de kunne være årsagen til, at smitten har spredt sig på minkfarme.

/ritzau/