Klager over Femern afvist – byggeriet kan starte i Tyskland

Forvaltningsdomstolen i Leipzig har tirsdag afvist alle klager over den tyske godkendelse til Femern-forbindelsen, som skal forbinde Lolland med den tyske ø Femern.

Dermed kan byggeriet begynde på tysk side. Det skriver ZDF og nyhedsbureauet dpa.

Retssagen har handlet om den tyske godkendelse af Femern-forbindelsen, som blev givet i 2019. I Danmark blev der givet grønt lys allerede i 2015.

Men i Tyskland har der været utilfredshed med godkendelsen fra flere sider, og sagen er blevet behandlet ved domstolen i Leipzig i slutningen af september og starten af oktober.

Udfaldet af retssagen er afgørende for, at byggeriet af Femern-forbindelsen kan starte i Tyskland.

Klagerne har været miljøorganisationer, rederier, Femern kommune og en landmand.

Femern-forbindelsen skal efter planen stå klar i 2029.

/ritzau/