Minister afviser udgangsforbud lige nu: Men det kan komme på tale

Regeringen er ikke på vej til at indføre et udgangsforbud, som det ses i andre lande.

Det siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

Men hvis coronasmitten vokser markant, så er det en mulighed.

– Regeringen har ikke nogen konkrete planer om at indføre et udgangsforbud. Men hvis jeg helt afviste muligheden, så ville jeg begå en stor fejl, siger ministeren.

– Sygdommen kan bevæge sig meget hurtigt på få uger. Hvis vi ser en udvikling som i Belgien eller Holland, så er vi nødt til at tage hele værktøjskassen op til overvejelse.

/ritzau/