Hver femte kvindelige kommunalpolitiker har oplevet krænkelser

Der er nu hjælp at hente for kommunalpolitikere, der har været udsat for grænseoverskridende adfærd af seksuel karakter.

Det oplyser Kommunernes Landsforening (KL), der har etableret en hotline til formålet.

– Som politiker kan man selvfølgelig henvende sig til sin borgmester eller kommunaldirektør, men det kan også være nødvendigt med en ekstern mulighed.

– Derfor har vi nu besluttet at oprette en hotline her i KL for kommunalpolitikere, siger KL’s formand, Jacob Bundsgaard (S).

Kommunerne har undersøgt omfanget af krænkelser blandt kommunalpolitikere.

Undersøgelsen viser, at 18 procent – svarende til cirka hver femte – af de kvindelige kommunalpolitikere har svaret, at de har været udsat for seksuelle krænkelser.

KL sendte spørgeskemaer ud til 2437 kommunalpolitikere i perioden fra 29. september til 7. oktober.

Knap halvdelen – 42 procent – svarede på spørgsmålene.

– Det er et ikke ubetydeligt antal, der har oplevet grænseoverskridende eller sexistisk adfærd.

– Men langt de fleste får klaret de sager, der er, lokalt. Det vil kun være få tilfælde, hvor man oplever, at man ikke kan gå til eksempelvis borgmesteren eller kommunaldirektøren, siger Jacob Bundsgaard.

Det er netop i disse tilfælde, at hotlinen ifølge KL-formanden kan være en hjælp.

Modsat de kommunalt ansatte, der oftest har en fagforening i ryggen, har kommunalpolitikere ikke samme opbakning bag sig i sådanne sager.

Man kan ifølge KL-formanden henvende sig anonymt til den nye hotline.

Det vil være muligt at få råd og vejledning for den enkelte, der har oplevet krænkelser.

Men hotlinen har ikke nogen beføjelser i forhold til ansatte i de kommuner, hvor krænkelserne eventuelt er foregået.

Det er i øvrigt ikke kun kvindelige politikere i kommunerne, der har været udsat for krænkende adfærd.

Tre procent af mændene i undersøgelsen har svaret, at de også har oplevet grænseoverskridende adfærd af seksuel karakter.

Det har siden 2008 været aftalt, at alle 98 kommuner skal have retningslinjer for, hvordan man forebygger og håndterer vold, mobning og chikane blandt medarbejderne.

/ritzau/