Forbruget af opioider er faldet med 20 procent på fire år

Danskeres forbrug af smertestillende opioider er faldet med cirka 20 procent fra 2015-2019.

Det viser nye undersøgelser fra Sundhedsdatastyrelsen og Lægemiddelstyrelsen.

Antallet af opioid-brugere er i samme periode faldet med ni procent. I 2019 blev tallet opgjort til 441.000 brugere.

I 2020 ser udviklingen ud til at fortsætte. Antallet af personer, der indløste recept på opioider i de første ni måneder af 2020, ligger på 346.000 mod cirka 372.000 på samme tidspunkt i 2019.

Opioider bliver blandt andet brugt til behandling af akutte smerter. Den mest anvendte type af opioider i Danmark hedder Tramadol, men også her er der et fald i brugere af lægemidlet på 37 procent fra 2015-2019.

Det danske forbrug af opioider har ligget højere end de fleste andre nordiske lande, men Lars Erik Videbæk, afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen, er glad for de nye tal.

– Forbruget af disse afhængighedsskabende lægemidler går entydigt den rigtige vej. Vores analyse viser, at der både er færre personer, der får opioider, og at brugerne får dem i kortere tid eller anvender en lavere dosis, siger han i en pressemeddelelse.

Også Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, har kommenteret tallene og kalder på Twitter undersøgelserne for “en god nyhed”.

Tallet for de første ni måneder af 2020 har den positive sidefortælling, at det tyder på, at coronakrisen ikke har påvirket forbruget, lyder det endvidere fra Lars Erik Videbæk.

Brug af opioider kan føre til afhængighed, hvilket i USA har ført til en lang række dødsfald i det, der er blevet betegnet som en regulær opioidkrise.

Flere end 500.000 amerikanere er ifølge USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse døde af en overdosis af opioider siden 1999.

/ritzau/