Berlingske om Muhammed-annoncer: Intet i vejen for at bringe det

Et par danske aviser har afvist at bringe annoncer fra Nye Borgerlige, der ledsaget af en kort tekst vil indrykke Charlie Hebdos Muhammed-tegninger i landets aviser.

Weekendavisen har dog i sinde at bringe dem, og det samme har Berlingske, fortæller avisens ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen.

Han kan ikke finde noget sagligt argument for, at annoncerne med Muhammed-tegningerne ikke skal bringes.

– Det er meget enkelt. Jeg har bedømt annoncen, som vi bedømmer alle andre annoncer. Der er ikke noget i den annonce, der gør, vi ikke skulle kunne bringe den.

– Den indeholder tegninger, som har været i centrum i Frankrig, og det er tegninger, vi for længst har valgt, at vi kan bringe i forbindelse med redaktionel omtale af sagen. Og som vi allerede har bragt.

– Jeg vil gerne trække dramaet ud af det her. Der er tale om tegninger, der er bragt i mange medier tidligere, siger Tom Jensen.

Flere angreb mod Jyllands-Posten er blevet afværget, efter at avisen i 2005 bragte 12 tegninger af profeten Muhammed som en kommentar til kunstneres selvcensur. Det blev startskuddet til Muhammed-krisen.

Jyllands-Posten har som mange andre danske aviser afvist at indrykke annoncerne fra Nye Borgerlige.

Men Tom Jensen mener ikke, at Berlingske er truet på samme måde som Jyllands-Posten, fordi avisen ikke var en del af krisen dengang. Han har fuld forståelse for avisens beslutning, siger han.

Samtidig anerkender Tom Jensen, at medarbejdere på Berlingske muligvis kan føle sig utrygge, hvis annoncerne trykkes.

– Vi snakker om det, og tager det op på et møde med medarbejderne i morgen. Fordi det kan jeg godt forstå, hvis nogen tænker, siger han.

Chefredaktøren understreger, at det ikke er Berlingske, der bringer tegningerne. De bringer blot en annonce.

– Det er ikke en annonce vi bringer, fordi vi vil ud med et statement. Det er Nye Borgerlige, der vil ud med et budskab. Vi bringer den ud fra objektive kriterier.

Spørgsmål: Hvilke annoncer bringer I ikke?
– Hvis annoncer indeholder injurierende påstande, direkte falske oplysninger eller opfordring til ulovligheder eller vold, så kan vi ikke bringe dem. Derfor sker det en sjælden gang, vi siger nej til annoncer.

Spørgsmål: Vil du øge sikkerheden for dine medarbejdere, hvis i trykker annoncerne?
– Det må huset og de ansvarlige for det vurdere. Det er for tidligt at sige.

/ritzau/