Varslingssystem vil differentiere coronatiltag i Danmark

Under coronakrisen har regeringen været kritiseret for ikke at varsle godt nok om nye tiltag mod smittespredningen.

Det skal et nyt varslingssystem være med til at ændre på.

I sin kerne består varslingssystemet af fem risikoniveauer og en værktøjskasse med mulige tiltag.

Tiltagene kan så komme på tale, alt efter hvordan risikoniveauet udvikler sig.

– Skræmmescenarierne er rundt om os i Europa. Det understreger vigtigheden af at være på forkant med epidemien, og det skal varslingssystemet bidrage til.

– Varslingssystemet viser, hvad risikoniveauet er nu, og hvilke tiltag der kan blive nødvendige, hvis smitten stiger, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

Risikoniveauet vil blive fastsat en gang om ugen både nationalt og regionalt af en ekspertgruppe.

/ritzau/