Smittetal i rekord: Yderligere 1191 bekræftede tilfælde

Der er registreret yderligere 1191 tilfælde af coronavirus. Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut.

Det er det højeste antal på et døgn. Det hidtil højeste smittetal blev registreret 26. oktober, hvor der var 1056 bekræftede tilfælde.

Med til historien hører dog også, at der er kommet svar på 71.059 test, hvilket også er rekordhøjt.

Det svarer til, at knap 1,7 procent af testene var positive for covid-19. Torsdag var andelen, der var testet positiv, knap 1,8 procent.

Der er sket 33 nye indlæggelser af patienter med covid-19. I alt stiger antallet af indlagte med fem til 144 personer.

Det skyldes, at der er blevet udskrevet personer. Derudover er der registreret yderligere tre dødsfald, hvilket bringer det samlede antal op på 719.

/ritzau/