Hospital melder om nationalt nedbrud i coronaprøvesystem

Ifølge Aarhus Universitetshospital har der været et nationalt nedbrud i det system, hvor der bliver registreret coronaprøver.

Men systemet er så småt ved at være oppe at køre igen, oplyser en pressekontakt ved hospitalet.

Ritzau forsøger at få nedbruddet bekræftet fra andre parter.

Aarhus Universitetshospital skriver om det på sin Facebook-side.

– Lige nu må vi desværre bede borgere med covid-testtider i dag frem til klokken 17 om at blive hjemme fra test. Det skyldes et nationalt nedbrud i det system, som poderne registrerer prøverne i.

– Nedbruddet belaster trafikken i området ved det nye testcenter meget, så vi håber på forståelse for, at ambulancekørsel har førsteprioritet, skriver hospitalet på Facebook.

Aarhus Universitetshospital oplyser til Ritzau, at det ikke ved, om andre teststeder er påvirket af det tilsyneladende nedbrud.

Region Hovedstaden er ved at afklare, hvad der er op og ned og kan umiddelbart ikke svare på, om teststeder i regionen er blevet påvirket.

/ritzau/