Mundbind bliver obligatorisk under køreprøver

Fra torsdag bliver det et krav, at både elev og prøvesagkyndig skal bære mundbind eller visir til køreprøven.

Det oplyser Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

– For bedst muligt at undgå smitte hos de motorsagkyndige, så køreprøverne fortsat kan gennemføres, bliver der derfor nu krav om, at man skal bære mundbind eller visir, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen.

Ministeriet understreger samtidig, at kravet om mundbind eller visir ikke gælder under den normale køreundervisning.

– Vi hører fra branchen, at kørelærerne og eleverne i høj grad allerede bruger mundbind eller visir i den praktiske undervisning. Det er rigtig godt, og jeg vil opfordre køreskolerne og eleverne til fortsat at passe godt på, siger Benny Engelbrecht.

/ritzau/