Danmark registrerer næsthøjeste antal smittede på et døgn

Det seneste døgn er der registeret 1017 nye smittetilfælde i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) onsdag i sin daglige opdatering.

De 1017 nye smittetilfælde er det næsthøjeste antal, som SSI nogensinde har oplyst om i sine daglige opdateringer.

Det højeste antal kom mandag, hvor der blev registreret 1056 smittetilfælde.

De 1056 tilfælde dækkede imidlertid over 28 timer og ikke 24 timer, som det er tilfældet med onsdagens opdatering.

Med det seneste døgns nye smittetilfælde er lidt over 43.000 borgere nu blevet testet positive for coronavirus siden slutningen af februar.

I alt er mere end 2,8 millioner borgere blevet testet for virusset. Flere er blevet testet over flere gange, og derfor er det samlede antal prøver også højere.

Samlet er der foretaget i underkanten af 5,1 millioner prøver.

Det seneste døgn er der foretaget lidt under 64.000 prøver for coronavirus. Det er historisk set et meget højt antal.

Bare inden for den seneste uge er de knap 64.000 prøver det højeste antal, der er blevet foretaget ifølge de daglige opdateringer fra SSI.

Antallet af indlagte coronapatienter er onsdag opgjort til 136. Det er én færre end tirsdag. Ud af de 136 indlagte er 24 patienter blevet indlagt siden tirsdag.

Og ud af de 136 indlagte er 18 personer indlagt på intensivafdeling, hvoraf 15 af dem får hjælp af en respirator.

I løbet af det seneste døgn er der registreret seks dødsfald blandt patienter, der har været smittet med coronavirus.

Dermed er antallet af coronarelaterede dødsfald nu samlet set oppe på 715.

/ritzau/