30.000 står i kø til bestilling af coronatest på grund af it-fejl

Der er tirsdag eftermiddag omkring 30.000 i kø for at bestille en tid til en coronatest på coronaprover.dk. Det skaber ventetid på over en time.

Det fremgår af hjemmesiden tirsdag.

Allerede mandag var der kø på siden det meste af dagen. Det skyldtes, at systemet kørte langsommere end normalt.

Lone Kaalund Thiel, der er kontorchef i den it-afdeling ved regionerne, der har ansvar for coronaprover.dk, fortæller, at det er samme fejl, der stadig giver ekstraordinært lang kø.

– Vi håber og forventer, at det lykkes at afhjælpe fejlen i løbet af tirsdag, siger hun.

Hun påpeger også, at mandag var en rekorddag. Aldrig er der blevet booket så mange coronatest på en enkelt dag.

67.000 coronatest blev booket mandag, oplyser Lone Kaalund Thiel. Det er 10.000 flere end det hidtil højeste tal.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm nævnte også på et pressemøde mandag problemerne med den lange kø.

Han sagde, at systemet forhåbentligt “er i orden fra tirsdag”.

Men tirsdag får man denne besked fra klokken 12:47 på hjemmesiden:

– Der er lige nu ventetid til coronaprover.dk. Vi beklager.

/ritzau/