DSB vil undersøge smitterisiko i tunnel under Storebælt

DSB vil undersøge, hvor stor smitterisikoen er, når passagerer på tog mellem Sjælland og Fyn indånder hinandens luft i mindst tre minutter og 40 sekunder.

Der sker, når togene kører under Storebælt i den otte kilometer lange tunnel. I de knap fire minutter, der tager at køre igennem, bliver luften ikke skiftet ud med frisk luft udefra. Det skriver Ingeniøren.

Manglende udluftning kan føre til spredning af coronasmitte, lyder det fra både det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) samt Sundhedsstyrelsen herhjemme.

Sidstnævnte anbefaler at undgå recirkulation af luft og i stedet tilføre ren luft udefra.

Derfor vil DSB have styr på, hvor stor risikoen er i de knap fire minutter under Storebælt, siger Thomas Thomsen, underdirektør for togteknik i DSB, til Ingeniøren.

– Spjældet slår over til ren recirkulation, lige så snart vi kører ind i tunnelen. Jeg ved ikke, om det kan blive et problem på de knap fire minutter.

– Det er svært at regne på. Men vi vil gerne undersøge, om det har indflydelse, lyder det.

I første omgang håber togselskabet, at CO2-luftkvalitetsmålinger i IC3-dieseltogene kan give svar.

De undersøgelser er DSB i gang med sammen med Teknologisk Institut. Togselskabet har også kontaktet Statens Serum Institut, skriver Ingeniøren.

Thomas Thomsen mener, at luftudskiftningen i IC3-tog er god nok, når der trækkes luft ind, selv om det ikke er muligt at åbne vinduerne.

Der har været krav om mundbind eller visir i den offentlige transport siden august. Fredag blev det forlænget til 2. januar.

Alligevel vil DSB have risikoen for spredning undersøgt, fordi man er bekymret for, om en såkaldt superspreder kan sende virus rundt i et fyldt tog i myldretiden.

/ritzau/