Analyse viser milliardgevinst ved hurtigere studerende

Samfundet vinder 12-15 milliarder kroner om året på, at studerende i dag kommer hurtigere igennem studierne end for 15 år siden.

Det konkluderer uddannelsestænketanken DEA i en analyse. Det skriver Jyllands-Posten.

Især tempoet hos de studerende på de lange videregående uddannelser sørger for penge i statskassen. Herfra er den samfundsøkonomiske gevinst ni-ti milliarder kroner om året ifølge DEA.

– Fra politisk hold har man helt åbenlyst været ude at sige, at de studerende skulle blive hurtigere færdige.

– Og målt både ud fra den samfundsøkonomiske gevinst og for de politikere, som ønskede ændringen, må man sige, at det har været en kæmpesucces, siger cheføkonom i DEA Kristian Thor Jakobsen til Jyllands-Posten.

I løbet af de seneste 15 år er studietiden på især de lange videregående uddannelser kommet ned. Samtidig tager de studerende færre sabbatår, og de er yngre, når de står med eksamensbeviset i hånden.

Siden 2000’erne har uddannelsesreformer sigtet efter at få studerende hurtigere gennem uddannelserne.

Det gælder blandt andet afkortning af SU-klippekortet og bonusser for at begynde og færdiggøre hurtigt.

I de senere år er flere af tiltagene dog blev justeret igen med blandt andet afskaffelse af karakterbonus for at starte hurtigt på en videregående uddannelse efter endt ungdomsuddannelse.

Det har blandt andet til formål at fjerne noget karakterpresset på ungdomsuddannelserne.

/ritzau/