Borgmester om mange smittede i Aarhus: Unge skal passe ekstra på

Fokus er for tiden på de unge i Aarhus, hvor coronavirus især har bidt sig fast i de af byens borgere, der er under 30 år.

På et pressemøde på byens rådhus opfordrer borgmester Jacob Bundsgaard (S) til, at både skoler og forældre taler med deres børn om, hvordan de bedst muligt kan undgå at blive smittet.

– Vi står i en ganske alvorlig situation. Vi har rundt om i hele Europa set en stor stigning i antal smittede med coronavirus.

– Også herhjemme er de seneste dages smittetal kun gået en vej – og det er op. Lokalt ser vi i Aarhus også en foruroligende udvikling, siger borgmesteren.

Fredag blev der registreret 859 nye tilfælde af smitte med coronavirus på landsplan. Heraf var 157 tilfælde opdaget i Aarhus.

To ud af tre nysmittede borgere i Aarhus er børn og unge i alderen 10 til 29 år.

– Vi vi gerne opfordre til, at forældrene taler med deres børn og unge om, hvordan vi lever med det her.

– Den snak skal vi alle sammen have. Få talt om hvordan vi er sammen, siger Jacob Bundsgaard.

Også regionsrådsformand Ander Kühnau (S), politidirektør i Østjyllands Politi Kirsten Dyrman og ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard er til stede på pressemødet.

Blandt andet vil der blive opsat ekstra teststationer ved Aarhus Universitet og HHX i Aarhus, for at flere – især unge – kan blive testet.

/ritzau/