789 er registreret smittet med corona det seneste døgn

Efter fredagens rekordhøje antal nye smittetilfælde på 859, er antallet af nysmittede faldet lørdag.

Helt nøjagtigt er der registreret 789 nye tilfælde af coronasmitte det seneste døgn.

Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Antallet af prøver, der ligger til grund for tallene, er 46.906.

Der er nu fem færre patienter indlagt med corona. Dermed er det samlede antal indlagte coronapatienter 120.

Der er tre nye coronarelaterede dødsfald, og det bringer det samlede antal døde med corona op på 700.

Statsminister Mette Frederiksen (S) varslede fredag skærpede restriktioner fra på mandag, når forsamlingsforbuddet sænkes fra 50 til 10.

Fra på torsdag skal man desuden bære mundbind, når man eksempelvis skal handle ind i supermarkeder.

Desuden er det slut med at købe alkohol efter klokken 22, ligesom grænsekontrollen intensiveres.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste på fredagens pressemøde, at kontakttallet – tidligere kaldet smittetrykket – er stedet til 1,2.

Det betyder, at epidemien er tiltagende, således at ti coronasmittede personer i gennemsnit smitter 12 andre.

De seneste seks døgn har antallet af smittetilfældet været stigende, men lørdag er der altså en faldende tendens.

Man skal dog passe på med at konkludere for meget ud af tallene.

Fredag skrev Sundhedsstyrelsen på hjemmesiden, at opgørelsen er foretaget senere end vanligt.

Derfor inkluderede fredagens tal prøvesvar for mere end et døgn. På samme måde vil nøgletallene for lørdagens tal inkludere prøvesvar fra mindre end et døgn.

/ritzau/