Uenige anmeldere kalder Springsteen-album vitalt og idéforladt

Efter fire års soloudbrud har Bruce Springsteen samlet sit gamle sjak endnu en gang. Det nye album, “Letter to You”, der udkommer fredag, er indspillet live i studiet med E Street Band.

Jyllands-Postens anmelder, Anders Houmøller Thomsen, mener, at “The Boss” er tilbage på sporet, og at “Letter to You” hører til blandt hans mest vitalt rockende udspil.

– Nu brager musikken igen ud af højttalerne, som var man til en energispruttende Springsteen-koncert eller tilbage i selskab med den ruskende rock på gennembrudsalbummet “Born to Run”.

– Faktisk lyder den 71-årige New Jersey-legende aktuelt, som om han ganske enkelt er “Born to Rock”. Backingbandet E Street Band slippes løs i studiet og emmer af pågående spilleglæde, så det føles, som om gruppen fyrer den af i ens egen stue, skriver Jyllands-Postens anmelder, der kvitterer med fem ud af seks stjerner.

Også Gaffas anmelder er ret begejstret. Nyskabende er albummet dog absolut ikke, mener Henrik Friis.

Men “Letter to You” er det rette, hvis man er “til velmenende, tunge kompositioner med et velfungerende, tætspillende band, der ved alt om, hvordan de kan få chefens tanker til at leve”.

Gaffas anmelder giver albummet fire ud af seks stjerner.

Anderledes lunken er Ekstra Bladets anmelder, Thomas Treo, der kalder den 71-årige Springsteen “falleret”.

Thomas Treo mener, at legenden “bruger gamle sange som redningsplanke på endnu et album, som cementerer hans forfald”.

– Sangskriveren forvildede sig ned ad en formålsløs blindgyde på forgængeren, “Western Stars”, og heller ikke hans 20. album signalerer, at trubaduren kan finde en vej tilbage til fordums kvalitet.

Thomas Treo mener, at Bruce Springsteen er løbet tør for melodier, riffs og hooks. Og inspiration. Og gode idéer. Han giver “Letter to You” tre ud af seks stjerner.

/ritzau/