Nordkorea anklager dokumentar for at fabrikere løgne

Nordkorea anklager dokumentarfilmen “Muldvarpen – undercover i Nordkorea” af den danske dokumentarist Mads Brügger for at være fabrikeret for at sprede usandheder om det nordkoreanske styre.

Det skriver Hai Chol Ri, der er rådgiver for Nordkoreas ambassade i Stockholm, i et brev til Ekstra Bladet.

– Fra start til slut er filmen fabrikeret til at sætte Nordkorea i et dårligt lys. Derudover er dokumentarfilmen i strid med sandheden, og det er vrøvl at beskrive, at rådgiveren for vores ambassade var involveret i en såkaldt våbenhandel, skriver han til Ekstra Bladet.

Dokumentaren følger en pensioneret dansk kok ved navn Ulrich Larsen, der over en årrække har infiltreret det nordkoreanske styre.

Gennem ham afslører filmen, hvordan Nordkorea tilsyneladende forsøger at omgå internationale sanktioner.

/ritzau/