Smitten stiger i Bulgarien: Rejser kan frarådes

Bulgarien har krydset Udenrigsministeriets grænse for, hvor mange smittede med coronavirus landet må have, før Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser dertil.

Det viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC) tirsdag.

Der har i de seneste to uger gennemsnitligt været 33,7 nye smittede om ugen per 100.00 indbyggere i Bulgarien.

Dermed har Bulgarien ligesom Italien og Liechtenstein krydset den tærskel, Udenrigsministeriet sætter for, hvornår man fraråder unødvendige rejser.

Udenrigsministeriet opdaterer sine rejsevejledninger hver torsdag eftermiddag. Vejledningen plejer at være baseret på tal trukket tirsdag.

Bulgarien er hjemsted for feriedestinationer som Sunny Beach og Golden Sands, der er populære festdestinationer for danske unge.

Her er barer og diskoteker imidlertid lukket på grund af smittefare ved coronavirus.

Allerede i den forløbne weekend kom Italien over grænsen.

Tirsdag var der i Italien over de seneste to uger gennemsnitligt 40 smittede om ugen per 100.000 indbyggere.

Også Liechtenstein har i den forgangne uge sneget sig over myndighedernes grænse.

Her har der over de seneste to uger gennemsnitligt været 40,4 nye smittede per 100.000 indbyggere om ugen.

Myndighederne fraråder som udgangspunkt ikke-nødvendige rejser til et land, hvis der er over 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen.

Ud over smittetallet tager Udenrigsministeriet også forskellige teststrategier og andre kriterier med i sine overvejelser, når ministeriet opdaterer rejsevejledningerne.

Ved den seneste opdatering torsdag i sidste uge blev 8 af Sveriges 21 regioner føjet til listen. Alle steder skyldtes det stigende smitte.

Til gengæld stoppede Udenrigsministeriet med at fraråde ikke-nødvendige rejser til miniputstaten San Marino.

I øjeblikket frarådes rejser til hele verden med undtagelse af San Marino, Polen, Italien, Bulgarien, Grækenland, Cypern, Liechtenstein, Norge, Tyskland og 13 svenske regioner.

/ritzau/