Højeste antal smittetilfælde siden starten af oktober

Siden tirsdag er der registreret 492 nye tilfælde med coronasmitte i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut onsdag i sin daglige opdatering.

De 492 nye smittetilfælde er det højeste antal, der er konstateret i løbet af et døgn siden 2. oktober. Dengang blev der registreret 536 tilfælde på et døgn.

Stigningen i antallet af smittetilfælde skal ses i lyset af, at der er blevet foretaget flere prøver for coronavirus.

Siden tirsdag er der kommet svar på lidt over 40.000 prøver. Til sammenligning kom der mellem mandag og tirsdag svar på lidt under 30.000 prøver. I løbet af det døgn blev der registreret 290 nye tilfælde – det laveste i over en måned.

Onsdag er antallet af indlagte coronapatienter opgjort til 104. Det er én mere end tirsdag.

Hen over det seneste døgn er der konstateret ét coronarelateret dødsfald.

/ritzau/