Hold øje med nyt blåt badge – det betyder: Hold afstand

Fra mandag begynder et lille blåt badge med en tegning af to personer med en afstandspil imellem at dukke op i det danske gadebillede.

Håbet er, at det nye badge skal få folk til at holde afstand til udsatte, sårbare eller bekymrede borgere med henblik på at undgå coronasmitte.

Der er fortsat smittespredning i samfundet, og en af anbefalingerne er, at folk skal holde afstand til hinanden.

En del apoteker er på forhånd blevet kontaktet af interesserede, så Apotekerforeningen regner med en vis efterspørgsel.

Det blå badge blev præsenteret af Helene Probst, Sundhedsstyrelsens vicedirektør, på et pressemøde i forrige uge.

– Badget er tænkt til personer i øget risiko, men det er også tænkt til pårørende til nogen, der er i øget risiko eller vil passe ekstra på.

– Det er også tænkt til personer, som er lidt ekstra bekymrede og egentlig har brug for, at der bliver holdt afstand, sagde hun.

Alle kan gratis hente et badge på apoteket, men det er tiltænkt folk i særlig risiko for at udvikle alvorlig sygdom som følge af coronasmitte.

Anbefalingen er dog, at man venter med at besøge apoteket før op ad dagen mandag, da det ikke er sikkert, at alle apoteker endnu har modtaget en forsending.

Man kan også bestille mærket på mange patientforeningers hjemmeside, så man slipper for en tur på apoteket.

Det er udviklet i samarbejde med Danske Handicaporganisationer og en lang række andre patientforeninger.

/ritzau/