Anden dag med under 400 nye smittede – men flere er indlagt

For anden dag i træk er der registreret under 400 nye tilfælde af coronasmitte i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut mandag i sin daglige opdatering.

Siden søndag er der opdaget 389 nye smittetilfælde. Det er 49 flere end i den forudgående opdatering, da der søndag blev meldt om 340 nye smittetilfælde.

Sammenlignet med for nogle uger siden ligger det daglige antal nye smittetilfælde generelt lavere i øjeblikket. Det kan skyldes, at antallet af test for coronavirus også er lavere end for nogle uger siden.

Siden søndag er der kommet svar på 36.354 prøver. Det er noget under de mere end 50.000 prøver, der dagligt kom svar på for nogle uger siden.

Samlet set er der siden slutningen af februar, da coronavirusset menes at være kommet til Danmark, svaret på lidt under 4,4 millioner prøver.

Lidt færre end 2,6 millioner borgere er blevet testet for virusset. Flere har fået foretaget en test op til flere gange.

Mandag er antallet af indlagte coronapatienter opgjort til 107. Det er fem flere end i den seneste opdatering fra seruminstituttet.

Ud af de 107 indlagte patienter er 19 på en intensivafdeling, og 13 af dem har brug for hjælp fra en respirator.

Der er registeret to dødsfald hos coronasmittede hen over det seneste døgn.

Siden midten af marts er der i alt opdaget 671 dødsfald hos personer, som har haft virusset i kroppen, da de døde.

/ritzau/