Stigende smitte lukker for rejser til otte regioner i Sverige

Sverige har på det seneste haft et stigende antal smittetilfælde, og derfor fraråder Udenrigsministeriet nu ikke-nødvendige rejser til 8 af Sveriges 21 regioner.

Det gælder regionerne Halland, Blekinge, Stockholm, Jämtland Härjedalen, Kronoberg, Uppsala, Västmanland og Örebro.

Det oplyser Udenrigsministeriet, der torsdag har opdateret sine rejsevejledninger.

Normalt fraråder Udenrigsministeriet rejser til et helt land, hvis der er over 30 nye smittede om ugen per 100.000 indbyggere.

Den grænse har Sverige overskredet i denne uge med 32,4, men for de nordiske lande betyder det ikke, at myndighederne fraråder rejser til hele landet.

I stedet går man over til en model, hvor man ser på smitten i hver enkelt region.

Og her er der altså otte regioner, som overskrider grænsen på 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere.

Ud over dele af Sverige fraråder Udenrigsministeriet nu også rejser til miniputstaten San Marino. Det skyldes ligeledes stigende smitte.

Dermed snerper det efterhånden alvorligt til med lande, man kan rejse til uden at skulle bekymre sig om at komme i karambolage med rejsevejledningerne.

I øjeblikket frarådes rejser til hele verden med undtagelse af Polen, Italien, Bulgarien, Grækenland, Cypern, Liechtenstein, Norge og Tyskland.

I Norge er der dog krav om karantæne, hvis man krydser grænsen, og i Tyskland er der et lignende krav for indrejsende fra Region Hovedstaden.

I næste uge risikerer Polen også at ryge af listen på grund af høje smittetal, og Grækenland, Italien, Bulgarien er heller ikke langtfra at overskride grænsen.

Rejsevejledningerne er ikke ulovlige at bryde. Men en del virksomheder har for eksempel meldt ud, at ansatte skal i selvbetalt isolation, hvis de har været på ferie i et land, hvor rejser frarådes.

/ritzau/