Højeste antal smittetilfælde på en lille uge – to dødsfald

Siden onsdag er der konstateret 446 nye smittetilfælde i Danmark, oplyser Statens Serum Institut i torsdagens opdatering.

Det er det højeste antal nye smittetilfælde siden fredag i sidste uge, hvor 536 smittetilfælde var blevet registreret af myndighederne det forgangne døgn.

Før torsdagens tal havde det gennemsnitlige antal af smittetilfælde de seneste fem dage ligget på cirka 356 om dagen.

Med til historien om de færre tilfælde hører det, at der i starten af oktober har været en tendens til færre test for coronavirus.

Men torsdag viser tallene fra Statens Serum Institut, at der igen bliver lavet i omegnen af 50.000 test om dagen. Det var også tilfældet i sidste halvdel af september.

Siden det første danske tilfælde af coronasmitte blev opdaget i slutningen af februar, er mere end 2,5 millioner personer blevet testet for virusset.

Flere er blevet testet flere gange, og derfor er antallet af test også større. Mere præcist er der foretaget over 4,2 millioner prøver.

Antallet af coronapatienter, der er indlagt på landets hospitaler, er torsdag 115. Det er en mindre end onsdag.

Af de 115 indlagte coronapatienter er 17 indlagt på intensivafdeling, og 14 af intensivpatienterne har brug for hjælp fra en respirator.

Der er registreret yderligere to dødsfald blandt coronasmittede siden onsdag.

I alt er der opdaget 665 tilfælde i Danmark, hvor personer er døde med virusset i kroppen.

/ritzau/