Myndigheder arbejder på udlevering af Niels Holck

I al hemmelighed har danske og indiske myndigheder arbejdet for en ny model, der skal åbne muligheden for udlevering af Niels Holck til Indien, skriver Jyllands-Posten.

Flere kilder oplyser til avisen, at der arbejdes på at finde et safehouse, hvor Niels Holck kan varetægtsfængsles under en retssag i Indien.

De indiske myndigheder skal finde et egnet sted, som Danmark skal godkende.

Til december er det 25 år siden, at Niels Holck sammen med fem russere og en brite kastede våben ned fra et propelfly til en oprørsgruppe i den indiske delstat Vestbengalen.

Indien mener, at det var støtte til terrorister, og har anmodet om at få Holck udleveret til retsforfølgelse. Østre Landsret har afvist en udlevering med henvisning til, at Holck risikerer at blive udsat for tortur.

Men ved at placere Holck i et safehouse vil man undgå, at han skal sidde i et af Indiens berygtede fængsler.

Også Times of India har omtalt modellen og kunne for nylig rapportere, at den indiske regering håber på en snarlig løsning.

Tyge Trier, som er beskikket som advokat for Niels Holck, afviser at udtale sig om sagens konkrete udvikling.

Men han nævner, at han finder udviklingen betænkelig, og henviser til, at landsrettens klare afvisning har retskraft:
– Der ses en del danske myndigheder involveret, siger han.

Tyge Trier finder udviklingen betænkelig. Det gør han, fordi domstolene har endeligt afvist udvisning.

Det fornyede arbejde med at udlevere Holck til Indien sker, samtidig med at Danmark i sidste uge, som det første og hidtil eneste land, indgik en aftale om et grønt strategisk partnerskab med Indien.

Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) kan den fordoble vareeksporten til Indien.

Hun har sagt, at den og Holck-sagen ikke bliver blandet sammen.

/ritzau/