Ekstra Bladet giver påtaler til tre medarbejdere for krænkelser

Ekstra Bladet giver tre medarbejdere påtaler, efter at avisen har foretaget en intern sexisme-undersøgelse.

Det skriver Mediawatch.

– Ud fra sagerne har vi truffet nogle disciplinære foranstaltninger, som har medført, at tre medarbejdere på Ekstra Bladet har fået disciplinære påtaler, siger ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen.

Poul Madsen oplyser desuden, at tre tidligere medarbejdere er blevet informeret om, at de ville have fået en disciplinær sanktion, hvis de stadig havde været ansat.

Chefredaktøren vil ikke uddybe, hvad hver enkelt påtale drejer sig om.

I september skrev 46 tidligere og nuværende ansatte under på, at Ekstra Bladet havde en sexistisk kultur, hvor ledelsen ikke lyttede til klager.

De 46 skrev i et brev, at de oplevede “nedladende kommentarer om deres udseende eller lumre mails, mens nogle endda fysisk oplevede seksuelle krænkelser, der grænser til eller ligefrem var overgreb”.

/ritzau/