Danmark har laveste smittetal i næsten en måned

Efter en september med stigende smittetal har kurven været nedadgående i oktober, og tirsdag er der registreret det laveste antal nye smittede i knap en måned.

Der er fra mandag til tirsdag påvist 322 nye smittetilfælde, oplyser Statens Serum Institut (SSI). Det er det laveste siden 11. september.

Til gengæld er antallet af indlæggelser med coronasmittede på landets sygehuse steget med fire til 124 patienter. Det er det højeste antal patienter siden 20. maj.

Trods stigningen er sygehusenes kapacitet endnu ikke under pres, og der er fortsat langt op til niveauet i foråret, hvor der er en overgang var mere end 500 indlagte med virusset.

Derudover er der registreret fire nye dødsfald med coronasmittede. Det er kun anden gang på fire måneder, at der er et antal dødsfald i den størrelsesorden.

Samlet er 663 personer døde med virusset i Danmark, siden det første dødsfald blev konstateret i starten af marts.

/ritzau/