Professionshøjskole indfører mundbind i undervisningen

På professionshøjskolen University College Nordjylland i Aalborg har de studerende fra mandag skulle bære mundbind.

Det sker, fordi det ikke er muligt at overholde kravet om minimum én meters afstand i lokalerne på to af skolens campusser. Det skriver DR Nordjylland.

Klasselokalerne er meget traditionelle, og der er typisk 30 studerende i en klasse siger uddannelseschef Henriette Eduardsen til DR.

– Derfor er det ikke muligt at holde den nødvendige afstand. Så for at være på den sikre side, har vi valgt kravet om mundbind, siger hun.

Det er dog ikke på alle professionshøjskoler, at det er nødvendigt med et sådan tiltag i hele skoletiden.

På Via University College er der kun indført mundbind i situationer, hvor de studerende ikke har mulighed for at afholde afstand.

Det siger professionshøjskoledirektør Kirsten Bundgaard.

– Vi har ikke indført mundbind i den almindelige undervisning, men i situationer, hvor de studerende ikke kan holde afstanden. Det kan eksempelvis være i laboratorier.

Det samme gælder på Københavns Professionshøjskole. Det oplyser ressourcedirektør Søren Eriksen.

– Vi bruger mundbind i de situationer, hvor vi har undervisning og ikke kan overholde kravet om en meter, og hvor holdene er blandede.

/ritzau/