Arbejdstilsynet optrapper coronaindsats i butikker

Arbejdstilsynet fokuserer de næste to uger særligt på at forebygge coronasmitte på virksomheder i hele landet.

Omkring 50 tilsynsførende vil besøge butikker, restauranter, barer, slagterier og minkfarme.

Beskæftigelsesministeriet skriver i en pressemeddelelse, at brancherne er udvalgt på baggrund af “konkrete eksempler på smittespredning eller et stort antal kunder eller gæster, som gør det særligt udfordrende at forebygge smittespredning”.

– Vi skal alle bidrage til at få situationen med corona under kontrol, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.

– På landets virksomheder har arbejdsgiverne et særligt ansvar for at sikre, at man efterlever retningslinjerne om at mindske smittespredningen. Nu sætter Arbejdstilsynet så ekstra ind for at understøtte og sikre, at det også sker i praksis, siger ministeren.

/ritzau/