Læger vil udskifte håndtryk med nye hilsner

Nogle lægger hånden på hjertet, andre slår ud med armen og viser patienten væk fra venteværelset og ind i konsultationen.

Siden coronavirusset ramte Danmark, har nye hilseformer fundet vej til sygehusene og de praktiserende læger.

Håndtrykket er forsvundet, og det kommer næppe tilbage. Heller ikke når risikoen for at blive smittet med corona er væk igen.

Det mener Camilla Rathcke, der er formand for Lægeforeningens godt 32.000 medlemmer.

– Jeg tror, at håndtrykket er på vej ud af sundhedsvæsnet. Tiden har vist os, at der er andre gode måder at modtage patienterne på.

– Dem kommer vi med få undtagelser til holde fast i. Nogle patienter vil måske endda undre sig, hvis vi igen begynder at give hånd, siger Camilla Rathcke.

På Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg har læge Mikkel Skotting længe efterlyst et endegyldigt farvel til håndtrykket.

Han mener ikke, det hører hjemme på et sygehus med mange udsatte mennesker, og han synes, at den øgede bevidsthed om hygiejne, som er fulgt med pandemien, er en anledning til at stoppe.

– Lige nu giver det sig selv, for de fleste patienter er holdt op med at give mig hånd. Enkelte forsøger, måske efter en undersøgelse, men når jeg siger, at jeg ikke gør det mere, så siger de: “Nå, ja – det ved jeg da også godt”, siger Mikkel Skotting.

En gang imellem lægger han i stedet sin højre hånd mod hjertet, og den gestus bliver måske hans nye hilsen.

– Nogle af mine ældre kolleger synes, det er noget pjat. Men patienterne er positive, så jeg overvejer, om det er den måde, jeg skal hilse på fremover, siger Mikkel Skotting.

Hos paraplyorganisationen Danske Patienter mener direktør Morten Freil, at de fleste patienter er klar til at opgive håndtrykket.

– Der er ingen tvivl om, at håndtrykket har været tillidsskabende mellem læge og patient. Men vi ved, at der hvert år er patienter, som dør på grund af dårlig hygiejne. Ved at undgå håndtryk kan en del af smitten formentlig mindskes.

– Derfor er vores håb en ny kultur, hvor man hilser på andre måder og helt afskaffer håndtrykket. Det vil af patienterne i højere grad blive oplevet som en beskyttelse i stedet for et tab.

/ritzau/